Biodiversitetsgruppen:
Biogruppen opstod i 2022 i forlængelse af et daghøjskoleprojekt i samarbejde med FOF.
Nu fungerer det som en gruppe frivillige beboere, som hygger med udvikling af levesteder for insekter og sommerfugle og som har interesse i at fremme vilde og hjemmehørende blomster og planter i nærområdet.
Vi mødes hver onsdag (næsten) kl. 9.05-11. Ved Samlingspunktet Ny 7a.
Alle kan være med. Også hvis man kun vil kigge. Men, det er rart at få lidt jord under neglene og bruge sine muskler, når vi fx bygger på kvashegnene. Vi sår og planter og observerer, hvad der sker – og øver os i at slippe noget af kontrollen. Naturen kan rigtig meget – helt af sig selv. Og belønner os med flotte sommerfugle og smukke edderkopper.
Kaffe og te, er der ofte også tid til.
Og så planlægger vi også ture ud af området. For inspiration og viden.
Vi har fx været på Molslaboratoriet og mange gange i Mollerupskoven og nærliggende boligområder, hvor vi kigger på deres bynatur. Vi er netop i gang med at planlægge en tur til Den Økologiske Have i Odder.
Eller sagt på en anden måde:
Vi vil gerne opbygge levesteder for insekter, sommerfugle og vilde bier. Der er plads til os – vi giver plads til dem.
Vi har flere forskellige prøveområder i Vejlby Vest, Næringen og Nyringen. Områder, som vi forsøger at give tilbage til naturen. Og her handler det som udgangspunkt om at gøre så lidt som muligt. At se, hvad der kommer af sig selv. Men vi hjælper også lidt på vej, hvor vi har fællesskabsaktiviteter, hvor vi sår frø og udsætter overskudsplanter fra haver mv. På magisk vis spirer forskellige arter og danner et skønt eldorado med blomster og grøntsager.
Vi tager også på ture, hvor vi kigger på fugle, spiser spiselige planter og bare nyder det naturen kan.
Vi har fokus på at give slip og at naturen (og vi) ikke behøver være under kontrol alle steder.
I facebook gruppen lægges opslag og billeder af det vi går og pusler med. Og andre sjove og nyttige input til fremme af biodiversitet.
Alle er velkomne til at være med. Du kan være med få gange, mange gange eller alle gange, det bestemmer man selv.
Vi ses onsdage kl. 9.05, hvor vi mødes ved Samlingspunktet Nyringen 7A
Følg med i facebookgruppen: Biodiversitet i Vejlby Vest.
