Sommeren 2024 opstod Havedyrker gruppen.
Dette udsprang af, at vi havde fået doneret nogle fondsmidler fra Nordeafonden til Samlingspunktets Uderum.
Vi efterlyste engagerede beboere, der ville være med til at redesigne græsplæneområdet lige uden for Samlingspunktet – som en prøvehandling.
Gruppen kom bl.a. frem til, at der skulle forsøges med nogle havestykker, som kunne danne grundlag for beboeres eksperimenteren med kunsten at dyrke grøntsager.
Gruppen startede som 8 entutiastiske havedyrkere og er i 2026 vokset til mindst 15, så vi har nogle højbede på vej, så der er plads til flere, der vil prøve at dyrke grøntsager.
Vi starter med en Klar-parat-havestart dag, hvor vi koordinerer årets fordeling af havelodderne. Vi har tradition for, at det er onsdag før påske – så er der lidt fridage at mødes i derefter.
Sidste år var der også kreative børn, som prøvede kræfter med at så frø og blomster. De havde fået en god idé med at så i nogle gamle komodeskuffer. Og dem har de dekoreret så fint med tegninger.
Nogle af grøntsagerne, der dyrkes, kommer ind i Samlingspunktets Café. Her bliver der lavet suppe, som alle er velkommen til at smage – og vi deler også ud, til nogle af dem, der ikke selv kan komme frem.
Sammenhængskraften og hjerteligheden er stor – fra jord til bord – og ned i lækkersultne maver.
Opskrifter kan findes i Beboerbladet og under ‘aktiviteter’ – ‘Café Samlingspunktet’
Når man er med i Havedyrkergruppen, får man adgang til det lille skur, hvor der er nogle redskaber, en trillebør og forskelligt fælleseje. Der er også blevet tradition for, at man deler frø med hinanden. Fx har vi grøntkålsfrø og radisefrø i massevis.
I maj 2026 har Varmemesteren hjulpet med at få etableret en vandpost, så haverne kan vandes. Dog benyttes de opsamlede tagvand i videst mulig omfang. At vande med grundvand – er sidste udvej.
